Hvor langt er der fra drone Race til job i droneindustrien?

Danish Drone Nationals blev afholdt i Odense 15-16. september 2018Foto: UAS Denmark - DM i drone race giver arbejde før, under og efter løbet, hvor der samles, loddes og testes droner. 

UAS Denmarks Forretningsudvikler Søren Land besøgte DM i Drone Race

Som opfølgning på R18-messen besøgte UAS Denmarks forretningsudvikler Søren Land Odense Congress Center igen om søndagen, hvor der blev afholdt DM i drone racing.

Her mødte han mødte indehaver af APEX DRONE RACING ApS, Christian Clemmensen, der er en af arrangørerne bag Danish Drone Nationals - netop for at få svar på et par korte konkrete spørgsmål om, hvad drone race er, samt hvad det kan betyde for droneindustrien.

 

Hvad er det fede ved drone racing?

Drone racing er en ny fremadstormende racing sport med træk der sender tankerne i retning af Formel1, eSport og det velkendte Red Bull Air Race. Sporten er et seriøst bud på, hvordan vi i fremtiden vil opleve racing sport - både fra atletens perspektiv og fra publikums perspektiv.

Sporten er kendetegnet ved race i høj fart (tophastighed 200 km/t) med avanceret teknologi, høj grad af publikumsinteraktion, massivt mentalt pres på atleterne samt et fremtidsorienteret visuelt udtryk, når drone racing konkurrencerne finder sted rundt om i verden.

Video:  UAS Sport Danmark - Pilot-FPV (first person view) fra DM i drone racing i Odense Congress Center 2018.

 

Hvad kan Drone Racing betyder for den professionelle droneindustri?

Drone racing kan dels tiltrække opmærksomhed til STEM-fagområderne (red.: Science, Technology, Engineering and Mathematics), som den danske regering ønsker at fremme i undervisningssektoren. Vi kan på en medrivende facon medvirke til, at unge mennesker tidligt i deres liv får interesse for og vælger et teknisk uddannelsesspor, hvilket igen skaber mulighed for, at de senere i livet søger jobs eller starter virksomheder inden for drone- eller andre teknikdrevne brancher.

Drone racing udfordrer piloterne på en række områder. Programmering er blot én egenskab for herudover skal atleterne kunne designe, samle, lodde og teste deres drone. Først da kan de få den i luften - og der lære at beherske aerodynamik og basale flyveegenskaber.

 

Findes der en dansk talentmasse inden for drone race – og hvad skal der til for at komme videre?

Danmark råder over en håndfuld ekstremt talentfulde drone racing atleter, som allerede har bevist deres potentiale på internationalt plan under races i bl.a. USA og Asien. Disse piloter er tilknyttet etablerede organisationer der er professionelt drevet, og det giver de grundlæggende forudsætninger for at dygtiggøre sig.

Der mangler dog økonomi i sporten før de danske og nordiske piloter for alvor kan konkurrere om internationale topplaceringer, som i dag domineres af især asiatiske atleter. Danske og nordiske piloter har dog en fordel i deres holistiske mindset, som gør dem i stand til ikke kun at dygtiggøre sig i sporten, men også forstå og udnytte de nært beslægtede potentialer deres evner som piloter giver dem - både uddannelsesmæssigt og kommercielt.

Piloterne ved Danish Drone Nationals styrer dronen via FPV-briller (first person view)Foto: UAS Denmark - Piloterne ved Danish Drone Nationals styrer dronen via FPV-briller (first person view).