Månedens medlem - Energinet.dk

Energinet er månedens medlemmer af UAS DenmarkEnerginet er månedens medlemmer af UAS DenmarkEnerginet er månedens medlemmer af UAS DenmarkLæs flere månedens medlem artikler

Energinet.dk er denne måneds medlem af UAS Denmark. Vi tog en snak med senioringeniør Lars Rasmussen fra Vedligehold Jylland for at høre, hvordan forsyningssikkerheden i Danmark kan forblive opretholdt med rig assistance fra droner.

Hvem er energinet.dk?

Energinet.dk har ansvaret for el- og gastransmissionsnettet i Danmark. Vi er ejet af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet som en selvstændig offentlig virksomhed, der er sat i verden for at løse en række samfundsmæssige opgaver – herunder kerneydelsen, der er forsyningssikkerhed. Forbrugerne betaler til Energinet.dk’s aktiviteter via el- og gasregningen, men vi er ikke sat i verden for at skabe overskud.

Hvad er jeres produkt? 

Kort fortalt skal vi sikre at der kommer el ud af stikkontakten og gas ud af hanen, da vi leverer forsyningssikkerhed til el- og gastransmissionsnettet. Dette inkluderer også at sørge for løbende vedligeholdelse af de godt 6900 km. højspændingsledninger og 924 km. gasrør, som vi administrerer. Her foretager vi eftersyn af bl.a. tråde og master m.m. Desuden sørger vi for udbygning af nettet.

Hvem er jeres målgruppe?

Energinet.dk er systemoperatør for el- og gasnettet (transmission system operator), hvor vi har det overordnede ansvar for at sikre at el-systemet og markedet for dette kan fungere. Energinet.dk står bl.a. for at optage og levere el fra eksempelvis Norge, Sverige og Tyskland. Fra Energinets eltransmissionsnet leveres el ud til net-selskaber, der så distribuerer el videre ud til forbrugerne.

Energinet.dk er et af UAS Denmarks nyeste medlemmer. Kan du fortælle lidt om bevæggrundene for jeres indmeldelse?

Vi har via vores inspektions-samarbejdspartner Scopito deltaget ved et par temadage i UAS Denmark regi. Første arrangement omhandlede forskellige anvendelsesområder for droner på tværs af brancher. Anden gang deltog jeg som oplægsholder, hvor jeg delte vores syn på droner som værktøj ved eftersyn af luftledninger herunder master, tråde m.m.

Fælles for begge arrangementer var, at jeg ikke kun oplevede at blive inspireret af de interessante oplæg men også at få nogle spændende kontakter med hjem.

Så for at opnå et bedre kendskab til branchen og knytte nogle gode kontakter, har vi valgt at melde os ind i netværket.

Energinet.dk ejer og driver det danske el- og gastransmissionsnet, hvor kerneydelsen er forsyningssikkerhed. På hvilken måde er droner relevante for jeres forretning?

Til dagligt beskæftiger jeg mig med vedligeholdelse af el-transmissionsnettet. Her er vi de senere år blevet opmærksomme på, de fordele, droner kan biddrage med ved inspektion. Før i tiden foretog vi punktinspektioner på masterne med personlift på mobilkran eller ved at en montør kravlede op i mastens stige og herfra, kiggede efter fejl. I dag kan vi sende en drone op og få nogle synsvinkler og detaljer fotograferet og undersøgt, som førhen simpelthen ikke var mulige.
Dronerne giver også mulighed for at planlægge vores vedligeholdelsesoperationer bedre. Herunder også at kigge efter flere fejl, når vi alligevel har sendt dronen på mission.

Energinet.dk har over de sidste par år via en partner benyttet droner til at inspicere elkablernes korrosion. Kan du fortælle lidt om måden, droner anvendes til dette?

Dronerne hjælper os med at få skabt et overblik på kort tid. Ved at få et billede ovenfra og ned, får du det bedste og mest realistiske billede af tingenes tilstand, da korrosionen typisk er mest fremskreden på oversiden.

I et enkelt tilfælde, hvor målet var at observere korrosionsmærker på trådene og forberede en lille reparation, fandt vi også ud af, at nogle af isolatorkæderne var rustne, hvilket gav en stor fordel, da vi kunne planlægge en samlet reparation.
Her skal man jo have in mente, at en reparation af denne mast eller tråd er en større operation, da den, i dette tilfælde, krydsede en fjord. Reparationen krævede således en lift, som kunne løfte mandskabet op i 80-90 meters højde. Og alt efter hvilken årstid vi ”skriver”, kan det samtidig være nødvendigt, at lægge jernplader på marken med kran fra en lastbil, så liften kan køre gnidningsfrit.

Dronerne kan nemt og bekvemt komme op i den relevante højde, tage billeder af høj kvalitet og skabe en stor besparelse, på den måde kan vi detailplanlægge reparationen og arbejde effektivt på selve dagen.

Der er ingen tvivl om at dronerne er et værdifuldt værktøj mht. at indsamle vigtige informationer om master, tråd, isolatorkæder eller andre dele på nettet. El-transmissionsnettet har af naturlige årsager nogle år på bagen og består i dag hovedsageligt af master opsat i 60’erne og 70’erne, og da en mast ca. kan holde i 40 år, før den skal omgalvaniseres er dronerne også effektive til dataindsamling på denne front. I dag har vi via dronerne inspiceret 10 % af masterne, på en række luftledninger.

Hvilke forventninger har I til at udvide jeres anvendelsesområder med droner?  Vil droner f.eks. også være interessant mht. at inspicere andre infrastrukturkonstruktioner i energinet.dk?

Som sagt, arbejder jeg med vedligeholdelsesdelen på el-transmissionsnettet, hvorfor jeg kun kan svare for vores brug af dronerne. Jeg ved dog at man overflyver gasledningerne hyppigt. Modsat punktinspektionerne er der dog tale om langdistanceflyvninger over mange kilometer.

I dag bruges dronerne primært til at indfange billeder ved punktinspektioner, men det kunne være interessant at nå derhen, hvor dronerne kan anvendes til langdistanceinspektion uden piloten konstant skal kunne se dronen.

I det lange perspektiv vil vi gerne nå derhen, hvor vi kan sende dronerne på mission, hvor de selv kan indsamle en masse billeder, som via mønstergenkendelsessoftware kan sorteres. Således får vi et intelligent net, som kan melde ind med nedslagspunkter for eventuelle fejl eller afvigelser der kræver reparationer. Dette inkluderer dog at softwarens algoritme fodres med en masse eksempelbilleder af, hvad der kunne ligne fejl på tråden. Opbygningen af sådan en database tager tid.

Afslutningsvis skal jeg høre dig, hvordan I tror, at dronebranchen udvikler sig inden for de næste 5 år?

Der er ingen tvivl om at anvendelsesområderne hele tiden afslører sig selv, men ud fra vores eget perspektiv kunne det være interessant, om man kunne få dronen til at levere en robot på tråden. I Canada har de gjort sig nogle erfaringer med at sætte en ”crawl-robot” direkte på nettet, som kan måle den korrosion, der sker i trådens jernkerne. Kunne man få en drone til at levere og påsætte den blandt et udvalg af robotter med andre formål, så ville det da være ikke kun nemmere, men også billigere med tanke på den føromtalte liftkran.

 

"Vi siger tak for jeres tid, og glæder os til at følge Energinet.dk i fremtiden."

  • Læs flere månedens medlem artikler HER