Nye ansigter i UAS Denmark

Det nye år byder på en ny bemanding af UAS Denmarks kontor

Som meldt ud i november måned, skiftes der i det nye år rundt på bemandingen af UAS Denmarks kontor.

Søren Land er stoppet hos UAS Denmark, da han fremover får en kommerciel funktion i dronefirmaet Lorenz Technology. Vi siger tak til Søren for hans gode arbejde i UAS Denmark og ønsker ham al held og lykke fremover.

Michael Larsen er indtil 28. februar kommerciel chef for UAS Denmark, hvorefter han overgår til en stilling med fokus på indarbejdelse af bæredygtighed og social impact i Erhvervshus Fyn. Vi nyder den sidste tid med Michael i UAS Denmark trøjen, og vi ønsker ham held og lykke i hans nye job. 

Ole Georg Andersen er yderligere også væk fra sin post mellem februar og maj, da han går på barselsorlov.

 

Tag godt i mod de nye ansigter

Trods disse forandringer efterlades UAS Denmark-teamet på ingen måde svækket, og vi har allerede efterfølgerne på plads, som du kan læse mere om nedenfor. Vi håber, I vil tage godt imod de nye ansigter, og vi glæder os til, at de skal repræsentere UAS Denmark fremover.

 

Teit Silberling er ny forretningschef i UAS Denmark fra 1. marts 2019

UAS Denmark får pr. 1. marts ny forretningschef i form af Teit Silberling. Teit skal varetage den daglige ledelse i UAS Denmark, og han skal have fokus på at tiltrække og udvikle de drone-startups på de dedikerede dronepladser i Odense Robotics StartUp Hub.

Teit kommer fra en stilling som Digital Forretningsudvikler med fokus på digitale forretningsmodeller i industri 4.0 og automation fra Erhvervshus Sydjylland, og han har tidligere haft ledelsesstillinger hos bl.a. robot startup’en CP Robotics og Scanenergi A/S.

 

Gert Taul Pedersen er nyt Forretningsudvikler i UAS Denmark

Gert Taul Pedersen tiltrådte 1. februar som forretningsudvikler i UAS Denmark, og derfor vil I støde på ham til vores aktiviteter og arrangementer. Gerts primære fokusområde bliver ”market opening”, der som bekendt er vores arbejde med at udvikle nye forretningsmuligheder for klyngemedlemmer, og han bliver også ansvarlig for at videreføre UAS Denmarks ”Reversed Shark Tanks”.

Gert kommer fra baggrund som bl.a. CCO hos Universal Robots og senior sales director hos Danfoss Solar Inverters.
Du kan få fat på Gert Taul Pedersen på gertp@uasdenmark.dk og telefon: 51437355.

 

Dunja Misic er ny Klyngekoordinator i UAS Denmark

Dunja Misic tiltrådte 2. januar som barselsvikar for Ole Georg Andersen i stillingen som klyngekoordinator. Dunja skal derfor håndtere medlemsarbejde, webkommunikation og arrangementer, og det bliver derfor hende, du fremover kommer til at møde og høre fra i forhold til nyheder og medlemsaktiviteter.

Dunja kommer fra projektstillinger i andre af Udvikling Fyns klynger, Food Fyn og MiljøForum Fyn, hvor hun bl.a. har arbejdet med marketing, arrangementer og match-making.
Du kan kontakte Dunja Misic på dunmi@uasdenmark.dk og telefon: 2447 6806.