UAS Denmark besøgte Scandinavian Avionics

14. september 2017 besøgte UAS Denmark Scandinavian AvionicsFoto: Grundlægger af Scandinavian Avionics Hardy R. Truelsen fortæller om virksomheden.

Torsdag den 14. september var UAS Denmarks medlemmer inviteret indenfor hos Scandinavian Avionics

Hos den Billund-baserede avionics virksomhed blev UAS Denmarks medlemmer mødt af virksomhedens grundlægger Hardy R. Truelsen, der gav et overblik over SA’s histore.

En moderne Avionics virksomhed

I Scandinavian har de omkring 40 års erfaring med at designe, sælge og servicere avionics udstyr i fly og helikoptere. Virksomheden har ca. 50 mand siddende i Billund og derudover afdelinger i 9 andre lande, samlet 175 ansatte worldwide. 

På besøget fik UAS Denmark mulighed for at høre om virksomhedens aktiviteter, som primært beløber sig på salg, vedligehold og installation af fly-elektronik på forskellige flytyper (eksempelvis AV-udstyr).

Scandinavian Avionics er i stand til at lave det design og certificeringsarbejde, der kræves, når en opgradering på et fly skal godkendes til EASA-standarder. Faktisk er virksomheden i blandt Europas største mht. at designe og udføre opgraderinger til eksisterende fly.

Virksomheden bruger mange ingeniørtimer på at designe og få godkendt evt. ændringer til typegodkendte fly hos EASA, hvorfor der også er en god forretning i at sælge såkaldte certificeringspakker med modikationer på bestemte fly-typer til andre virksomheder. 

Fokus på fremtidens drone luftfart

Medlemmerne fik, foruden Hardy R. Truelsens gennemgang af virksomhedens historie og nuværende produktportefølje, også mulighed for at høre Per K. Nielsen om deres egenudviklede drone-sense & avoid-ID-system (CATI - Collision Avoidance, Tracking & ID). 

CATI-systemet skal såfremt det implementeres, kunne benyttes til hhv. at spore droner i luften, samt vha. en egenproduceret komponent, der sidder lokalt i dronen, give denne mulighed for at undgå andre droner, med samme system. Det er dermed tanken at CATI systemet skal kunne indgå i samspil med fremtidens UTM-system. 

UAS Denmarks medlemmer fik ved besøget rig mulighed for at spørge ind til virksomhedens aktiviteter og det nye CATI system, hvorefter der også blev tid til en rundvisning i virksomhedens værksteder.

Se billederne fra Scandinavian Avionics besøget 14 september 2017