Månedens medlem - ATEA

 

IT-virksomheden ATEA er månedens medlem af UAS Denmark. Vi har taget en snak med Business Manager Casper Duus Christensen fra ATEA.

 
 
Månedens medlem ATEA

 

Hvem er Atea?

Atea Danmark beskæftiger næsten 1.600 medarbejdere, og har en stærk lokal tilstedeværelse med afdelinger fordelt over hele landet. Som en del af Atea koncernen er vi repræsenteret i hele Norden samt Baltikum og vi er den anden største IT-infrastrukturleverandør i Europa. Vores slogan ”Vi bygger Danmark med IT” er nok den mest præcise måde at beskrive Atea på.

Hvad er jeres produkt?

Hvis vi ser bort fra Ateas øvrige forretning, så er vores ønske i dronebranchen at være noget nær total-leverandør. Vi vil kunne levere en komplet løsning til vores kunder, herunder: Hardware, tilbehør, service, forsikring, software, uddannelse, finansiering, integration og konsulentbistand.

Hvem er jeres målgruppe?

Da vores eksisterende kundesegment i dag spænder meget bredt, vil vores målgruppe på droneområdet også være tilsvarende bred. Til at starte med ligger vores fokus dog primært på kunder, der beskæftiger sig med beredskab, byggeri og inspektion.

ATEA blev for nyligt medlem af UAS Denmark, hvad var årsagen til jeres indmelding?

Da dronebranchen er så ny, og samtidig i hastig udvikling, mener jeg at det er nødvendigt at have en platform, hvor aktører og interessenter i branchen kan kommunikere. UAS Denmark er i mine øjne det bedste bud på en sådan platform.

ATEA arbejder med IT, hvordan relaterer dette arbejde sig til dronebranchen?

IT er mange ting. Vælger man at kigge på Ateas arbejde med IT ”som arbejde med data”, passer droner faktisk utrolig godt ind i den sammenhæng. Droner genererer en masse data og mængden af disse ser kun ud til at være stigende i den nærmere fremtid. Om vi hjælper, vores kunder med at anskaffe, håndtere, opbevare og benytte data fra den ene eller anden kilde er egentlig underordnet.

Som eksperter i IT-infrastruktur, hvordan ser I droner passe ind i den eksisterende og fremtidens infrastruktur?

Selvom droner for nogle virksomheder, måske på nuværende tidspunkt, kan syne lidt fjern fra en traditionel IT infrastruktur, vil de uden tvivl blive en integreret del af denne i fremtiden. De data droner samler, har allerede stor betydning for de virksomheder, der benytter sig af droner og mange flere anvendelsesmuligheder vil komme til i fremtiden.

Hvordan er muligheden for at ATEA involverer sig i fremtidige droneprojekter?

Atea flytter sig sammen med vores kunder og jeg kan sagtens forstille mig Atea som drivkraften bag ved både nationale og internationale droneprojekter i fremtiden. Specielt på den internationale bane mener jeg, at Atea i kraft af vores størrelse og kundesegment har nogle unikke muligheder.

Hvordan tror I at dronebranchen udvikler sig inden for de næste 5 år?

Jeg tror at dronebranchen løber i to forskellige retninger.

I det ene spor har vi dem som kendetegner branchen i dag: Udviklere, iværksættere og entusiaster, som fortsat vil forsøge at finde nye anvendelsesmuligheder og lave højt specialiserede løsninger til pionervirksomheder.

I det andet spor vil der være en gruppe producenter og virksomheder, som formår at konvertere nogle af resultaterne fra det første spor, til finpolerede og færdige produkter som kan bruges bredt.
Lige præcis den brede anvendelse vil efter min mening, være kendetegnet ved dronebranchen om 5 år. Droner vil ikke længere være forbeholdt first movers, men vil i stedet være et naturligt værktøj i mange virksomheder.

Og ikke mindst, hvor finder vi ATEA om 5 år?

Jeg forestiller mig Ateas position om 5 år som en slags facilitator, til at udbrede droner bredt til danske og udenlandske virksomheder, og samtidig hjælpe med at konvertere nye anvendelsesmuligheder fra udviklingsstadiet til færdige produkter.

Om 5 år vil vi ikke længere blive spurgt om, hvorfor droner har relevans for en virksomhed, der leverer IT infrastruktur - da droner netop er blevet en naturlig del af denne.

”Vi siger tak for din tid, og glæder os til at følge ATEA i fremtiden.”