UAS Denmark på Folkemødet

UAS Denmark deltog sammen med Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Dansk Drone Kompagni og Dansk Drone Netværk i det Bornholmske Folkemøde i dagene 16. og 19. juni.

 

UAS Denmark på Folkemødet 2016

Droner for samfundet

Under overskriften, "Droner for Samfundet" inviterede UAS Denmark interesserede iagtagere ind i teltet på Nordlandspladsens stand B12, for at vise det væld af potentielle udviklingsområder, der findes i den danske droneindustri. Droner blev således demonstreret, diskuteret og debatteret med henblik på at vise, at de allerede nu indtager en vigtig samfundsmæssig rolle.

Deltog i debat på Cirkuspladsen

Projektmanager og øverstansvarlig i UAS Denmark Michael Larsen deltog i en debat med fokus på, hvad Danmark kan bruge den blomstrende droneindustri til, hvor journalist Martin Breum var ordstyrer. I debatten blev den nationale dronestrategi berørt, herunder vækstpotentialer for branchen samt, hvordan droner kan gøre mest muligt gavn for Danmark.

Foruden UAS Denmark deltog følgende i debatten; Kjeld Jensen fra SDU, Henrik Schiøler fra Aalborg Universitet, Cornelius Olsen fra IDA, Mette Reissmann fra Socialdemokraterne, Jens Henrik Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

På gensyn

Det var første gang UAS Denmark deltog på det Bornholmske Folkemøde, men herfra hedder det på gensyn og ikke farvel til solskinsøen.