Big Data fra droner kan blive din indgang til et Horizon 2020-projekt

Kom til UAS Denmark og RoboClusters Temadag den 3. november

Droner indsamler enorme mængder af data, som i mange tilfælde ikke bliver udnyttet til fulde. Og med den rette idé, kan en ny og banebrydende måde at indsamle data på blive et Horizon 2020-projekt.

I forbindelse med UAS Denmark og RoboClusters data-dag d. 3. november, giver vi her et lille indblik i, hvad Big Data fra droner kan bruges til, og hvordan du udnytter det i forhold til EU’s store støtteprogram til forskning og innovation – Horizon 2020.

Når først propellerne snurrer og dronerne flyver, indsamler de faktisk enorme mængder af data. Selv den mindste kommercielle drone indsamler f.eks. viden om, hvor den befinder sig, hvor højt, den flyver, hvor verdenshjørnerne er, og hvor den er på vej hen. Kobler man samtidig kameraudstyr, censorer og specialbyggede datakomponenter på, bliver droners dataforråd nærmest uudtømmeligt.

Alt dette falder ind under betegnelsen Big Data. Dronen indsamler information, men man har ikke mulighed for at processere det hele i et og samme program. Derfor er der meget data, der aldrig bliver udnyttet til fulde eller blot marginalt. Det kan du nu lære at udnytte endnu bedre, hvis du deltager i UAS Denmark og RoboClusters data-dag.

Vores oplægsholdere den 3. november

inspiration fra de største informationsindsamlere

At indsamle data lyder ikke ret spændende, men det er vores oplægsholdere lodret uenige i, og de vil i løbet af dagen komme med eksempler og inspiration til, hvordan du udnytter dit datapotentiale.

Lars Elmkær Chwastek fra Informi GIS åbner dagen med et oplæg om, hvordan droner kan benyttes til geografiske informationssystemer samt, hvordan dronerne har effektiviseret GIS-virksomhedernes muligheder for at indsamle data. Dette sættes i perspektiv af Paulius Stulga fra Teknologisk institut, der udvider data-tankegangen, når han gennemgår, hvilke muligheder der ligger i at anvende Big Data i robot- og droneindustrien.

Patrik Halford rammer snakken om data ind i en markedssammenhæng, når han gennemgår, den stadigt stigende sult efter data fra forskellige markeder. Han vil blandt gennemgå mulighederne for digitalisering af supply chains samt, hvordan man gør sig klar til at levere data til nye forretningsområder. Her lægger Halford vægt på, at det er i afsøgningen af nye steder for data, der kan ligge en god forretning gemt.

Man skal blot have ideen.

Hent programmet til UAS Denmark og RoboClusters Temadag den 3. november

Horizon 2020 kan hjælpe til eksekvering af den gode idé

Og det er netop den gode idé, der er i centrum, når CEO Peter Lachenmeier fra EasyRobotics holder oplæg om, hvordan et Horizon 2020-projekt hjalp dem med at anvende den mulige datamængde i produktionsrobotter. Easy-robotics, der producerer robotter, der kan føde CNC-fræsere med emner, så produktionen af komplicerede emner bliver fuldautomatisk.

Easy Robotics’ adgang til et Horizon 2020-projekt gav virksomheden adgang til international sparring og muligheden for at trække på de stærkeste forskerkræfter i Europa. Det gjorde Easy Robotics i stand til at optimere på deres robotters funktionalitet ved hjælp af den data, de indsamlede.

For at klæde dig bedst muligt på til at kaste dig ud i datadagen og et muligt Horizon 2020-projekt, giver vi dig også nogle genveje til, hvordan du søger funding gennem Horizon 2020.
Samtidig har Peter Gustav Njord fra NJORD Law Firm indvilget i at gennemgå den snarligt vedtagne persondatalovgivning, og hvordan man undgår at falde i ulovlighedsfælderne, når man begynder at bruge data.

Vi lover dig for, at du kommer til at gå hjem med endnu større viden om, hvordan du kan bruge din drone og dens hukommelse til endnu flere og større projekter. Når først du er blevet mester i dronernes og robotternes anvendelse af Big Data, har du mulighed for at gavne hele EU gennem Horizon 2020.