25 mio. kroner løfter droneforskningen

Mulighederne for at blive forskningsmæssigt førende som droneland fik torsdag d. 3 november et løft, da Dronebranchen fik bevilget 25 mio. til forskning i droner og rumteknologi. Et samlet Folketing bakker op om aftalen.

Aftalen om penge til droneforskning lander halvanden måned efter, at regeringen offentliggjorde sin nationale dronestrategi og vil komme særligt SDU, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet og DTU til gode, da de i forvejen er veletablerede mht. droneforskningen.

Forskningsleder ved Syddansk Universitets dronecenter, Brad Beach, mener, at de 25 millioner afsat til droneforskning kombineret med den nye nationale dronestrategi, stiller Danmark stærkt i kapløbet om at blive internationale førende på droneområdet.

”Droneforskningen får optimale betingelser for at udvikle og kaste resultater af sig, og det kan komme det danske erhvervsliv til gode” udtaler Brad Beach og fortsætter: ”De landvindinger, vi nu kan skabe på universitetet kan i sidste ende føre til udvikling og produktion af teknologi, som vil skabe vækst og job i danske virksomheder”.

Søren E. Petersen fra danske Scandinavian Avionics, som udvikler komponenter og tekniske løsninger til fly- og droneindustrien, ser store muligheder for, at danske virksomheder kan drage nytte af de resultater, der skabes på universiteterne:

”Med et løft til både uddannelse og forskning på droneområdet, ser vi frem til både at få tilført kompetente medarbejdere, for det har vi behov for i branchen” udtaler Søren E. Petersen fra Scandinavian Avionics og fortsætter, ”Vi samarbejder løbende med droneforskerne på SDU, og når de får tilført flere ressourcer, så giver det kardance til ny viden, som senere kan skabe værdi for os i dronebranchen. For højteknologiske virksomheder som vores er den tekniske forskning det fundament, som vi står på og vokser fra”.